Foredrag ved Professor Per Mouritzen, Aarhus Universitet

Da hurraordet medborgerskab blev importeret fra Sverige – selvom vi faktisk brugte det flittigt selv for 200 år siden – fik det en ny kant, fordi det først anvendtes om indvandrere. Her i Danmark bruger vi derimod tre ord: medborgerskab, statsborgerskab og borgerrettigheder, selvom vi faktisk har et enkelt, der dækker dem alle, nemlig det gamle borgerskab. For de fleste hænger de tre aspekter dog sammen. Danskere er oftest statsborgere i én og kun én nationalstat. Den status sikrer os ligebehandling via et fuldt sæt af civile, politiske og sociale rettigheder, der beskytter, giver social tryghed og mulighed for at realisere vore mål, herunder deltagelse i samfundsliv og politik. Indvandrernes situation viser derimod borgerskabets spændinger. Her møder indvandrere en medborgerlig trossætning om at yde, før man kan nyde, og om at bidrage, før man trækker på velfærdskassen. Men også et krav om at sandsynliggøre, at de har de rette kompetencer og sindelag. Man skal vise sig som god medborger, længe før der kan blive tale om at blive statsborger. »Erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund« underskrives allerede ved den permanente opholdstilladelse. Og aktivt medborgerskab indebærer ikke at stemme til Folketinget.