Foredrag af lektor, ph.d. Morten Sørensen Thaning, CBS
Heideggers såkaldte ’sorte hæfter’ udkom for et par år siden og indeholder tusindvis af optegnelser fra begyndelsen af 1930’erne til slutningen af 1940’erne. Genremæssigt kan de betegnes som filosofiske dagbøger, og de har vakt skandale, fordi Heidegger heri forsøger at begrunde sin tilslutning til nazismen såvel som en form for antisemitisme filosofisk. Foredraget forsøger at rekonstruere den filosofiske vej, som fører Heidegger fra hovedværket Væren og Tid til disse konklusioner. Endvidere stiller den spørgsmålet, om Heideggers hæfter repræsenterer en undtagelse til hans elev Hans-Georg Gadamers hermeneutiske princip om, at man må gå til enhver filosofisk tekst ud fra den forudsætning, ”at den anden kunne have ret”.