Postdoc Cathrine Bjørnholt Michaelsen, Copenhagen Business School
Ifølge Heidegger skal ordet ’ethos’ ikke primært forstås som en etisk eller moralsk kategori, men snarere som betegnende for selve måden, hvorpå mennesket opholder sig i verden. Ydermere forstår Heidegger denne menneskelige værensmåde som betinget af sprogets begivenhed. I mit foredrag skal jeg undersøge spørgsmålet om, hvad der sker, hvis den måde, hvorpå majoriteten af mennesker eksisterer som sproglige væsener, viser sig utilstrækkelig og utidssvarende for det erfaringsfelt, i hvilket den enkelt eksisterende befinder sig. Individer, som erfarer såkaldt psykopatologiske forstyrrelser, beretter ofte om oplevelsen af at være udsat for en radikal fremmedartethed, i mødet med hvilken det konventionelle sprogs grænser berøres og måske endda kollapser. Med udgangspunkt i en række tekster af den franske forfatter, kunstner og teaterinstruktør Antonin Artaud, samt forfatterduoen Gilles Deleuze og Félix Guattari, vil foredraget undersøge forskellige poetiske sprog som måder at forholde sig til og opholde sig i verden på – måder der i sig rummer både en modstand mod en konventionel sprogbrug og en affirmation af en anden tænkning af såvel sprog som væren.