Foredrag v. Heine Andersen, professor emeritus i sociologi, Københavns Universitet.

Hvordan kan vi forstå ‘Habermas’ i dag, i forhold til hans oprindelige emancipatoriske og samfundskritiske projekt? Har han selv gjort brug af alt det han har kritiseret, vejledt af idéen om kommunikativ rationalitet og samtale, som et u-fuldendt projekt?

Da Habermas fyldte 90 år blev han fejret som en rockstar og hyldet som en af nutidens absolut mest fremtrædende og indflydelsesrige tænkere. Han har været på toppen i flere ranglister over verdens mest indflydelsesrige intellektuelle, han har modtaget et hav af priser, og han er blevet omtalt som ”statsfilosof for det demokratiske Tyskland”.
Habermas har været inspirationskilde for generationer, været tolket og mistolket, stemplet af modstandere som eklektiker, revisionist, pluralist, naiv mv.
Habermas startede 60’erne ‘positivismestriden’, hvor han kritiserede den tekniske erkendelses-interesses dominans, Parsons funktionalisme, og Luhmanns systemteori, hermeneutikkens og fænomenologiens idealisme, Marx’ og Webers manglende begreber om sprog og kommunikation, legitimations-problemer i senkapitalismen, systemkolonisering af livsverdenen, poststrukturalisme, postmodernisme og deres relativisme og kryptonormativisme osv.