Foredrag v. ekstern lektor, mag.art., ph.d. Kasper Lysemose, Syddansk Universitet

Igennem sin karriere i den europæiske idéhistories dydskataloger er generøsiteten blevet behandlet generøst. Siden Aristoteles har generationer efter hinanden begavet denne dyd med så mange hæderstitler – gavmild, gæstfri, uselvisk, barmhjertig, kærlig – at ordets herkomst næsten er gået i glemsel: for at være generøs skal man, hvis den bogstavelige betydning står til troende, ikke gøre andet end at være af fornem fødsel. Dét kan måske være et vink til en generøsitetens genealogi, der jo måtte have til opgave at betænke generøsitetens egen genese. Nietzsche, der indførte den genealogiske metode i filosofien, tog allerede vigtige skridt i den retning. Animeret heraf vil vi på egen hånd – men ikke uledsaget – vandre et stykke af moralgenealogiens forviklede og farlige stier.