Foredrag ved Professor emeritus, Heine Andersen, Københavns Universitet:

Inden for videnskab og kunst regnes plagiat for en dødssynd. Den, der bliver grebet i plagiat kastes i vanære, og risikerer alvorlige dis-ciplinære sanktioner. Gennem historien har der været udkæmpet forbitrede og langvarige stridigheder om retten til en idé eller en opdagelse. Studerende, der gribes i plagiat, kan blive bortvist. Alligevel rapporteres stigninger i antallet af plagiattilfælde rundt omkring i verden. På forskningsinstitutioner, forlag og tidsskriftsredaktioner opruster man med plagiatdetektorer, kontrol og hårdere sanktioner. I Tyskland har toppolitikere måttet træde tilbage efter plagiatskandaler og i Danmark er Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen anklaget for plagiat. Hvad forklarer dette fænomen, og hvorfor er det så forkert? Hvornår dukker fænomenet op i historien, er det rigtigt det er i vækst, og i så fald: hvorfor? Og hvorfor er plagiat egentlig forbudt, når viden samtidig er resultat af generationers fælles indsats og kollektiv ejendom? Er det udtryk for overidealiserende genidyrkelse, selvovervurdering og egocentrisk rethaveri, affødt af kapitalismens possessive individualisme? Eller er der gode etiske grunde?